Akupunktur som forebyggelse af kvalme og opkast efter operation

Med brug af plasternåle (pyonex nåle), som kan blive siddende på patienten i 24 timer.

  • Akupunktur som forebyggelse af kvalme og opkast efter operation

Problem
Forebyggelse af postoperativ kvalme og opkast

Løsning
Flere studier viser, at næst efter smerter er patienter mest nervøse for kvalme og opkastninger, når de skal opereres – mere nervøse end for selve indgrebet. Derfor begyndte vi for nogle år tilbage at tilbyde akupunktur som forebyggelse af postoperativ kvalme og opkast i Dagkirurgien på Regionshospitalet Horsens.

Løsningen er en stor succes, da de fleste patienter responderer positivt på behandlingstilbuddet samt har god effekt af det, samtidig med at det er uden bivirkninger og virker hurtigt.

De fleste sygeplejersker i Dagkirurgien er oplært i at kunne give akupunktur mod kvalme og opkast.
Alle patienter i Dagkirurgien har mulighed for at få akupunktur. Patienterne vurderes ud fra Apfel skalaen. Ligger scoren på mere end tre, tilbydes patienten rutinemæssigt akupunktur. Ligeledes tilbydes alle patienter, der opereres laparoskopisk, akupunktur uanset scoren på Apfel skalaen, da denne patientgruppe er kendt som værende en gruppe, der er ekstra disponeret for postoperativ kvalme og opkast. Der opleves stort set aldrig patienter med postoperativ kvalme eller opkastninger længere.

Som noget nyt er vi begyndt også at tilbyde akupunktur til patienterne i det Endoskopiske afsnit. Her er der ikke samme mulighed for at screene patienterne, inden de kommer, da de er henvist direkte fra egen læge. Men hos patienter, der tidligere har oplevet kvalme og opkast efter en endoskopisk undersøgelse, har der vist sig at være god gavn af akupunkturen.

Akupunktur som behandling mod postoperativ kvalme og opkast er velbeskrevet i litteraturen, samt implementeret mange steder i Region Midtjylland. Det, der gør denne løsning unik, er, at der bruges plasternåle (pyonex nåle), i stedet for de lange, velkendte akupunkturnåle. Plasternålene er små plastre med påmonteret 0,9 mm nåle, som påsættes patienterne præoperativt, og lades blive på patienten de efterfølgende 24 timer. Skulle der opstå kvalme efter hjemsendelsen, kan patienten manipulere med nålen og dermed selv være aktiv i sin behandling af kvalme og opkast. Ved selv at være aktiv i egen behandling opnår patienten en oplevelse af håndterbarhed, hvilket gør den ubehagelige situation med kvalme og opkast nemmere at mestre.

Proces
Overlæge Karen Malle fra Enhed for Lindrende behandling på Regionshospitalet Horsens introducerede til plasternålene og underviste personalet i anlæggelse af nålene. Herefter fulgte anæstesisygeplejerske og akupunktør Kirsten Hede op med supplerende undervisning samt supervision i klinikken.

Der er efterfølgende udviklet instrukser samt actioncards, der støtter den enkelte sygeplejerske, når der skal anlægges nåle. Efter implementeringen arrangeres der stadig undervisning/brush up for at opretholde kompetencen. Ydermere er det vigtigt at have en ildsjæl/resourceperson der går forrest, således at akupunktur bliver ved med at blive prioriteret.

 


År   2023


Akupunktur som forebyggelse af kvalme og opkast efter operation
Kontakt

Klinisk udviklingssygeplejerske
Iben Sjerslev
iberasmu@rm.dk
7842 0595


Udviklingssted
Dagkirurgien, Regionshospitalet Horsens
Se mere


Top