Løsning
”Bæredygtig afdeling” består af en række tiltag, som med mange små skridt bidrager til en mere bæredygtig region.
Tiltagene strækker sig fra det helt konkrete (byt engangsservice ud med genbrugskrus) over medarbejder (skraldebingo) til det organisatoriske (FN's verdensmål indskrevet i afdelingens strategi).
Målet er at tiltagene skaber værdi på tre niveauer: Miljø, Økonomi og Socialt.
I 2019 har vi konkret arbejdet med:
- I udbud, som centret byder ind på, er bæredygtighed indskrevet som et fokusområde der handles aktivt på, gennem nedbring af ressourcespild, hvor det er muligt
- Aktivt valg af leverandører med bæredygtig profil til kursusafholdelse (forplejning, lokaler og overnatning)
- Stop papirspild: Kursusmateriale uddeles digitalt og vi sparer Mindre papir og spild
- Genbrugskrus: over 23.000 årlige kursister i kursuslokalerne i Aarhus kan fremover drikke kaffen af farvestrålende genbrugskrus, og vi sparer plastik og udgifter til engangskrus. Godt for miljø og økonomi
- Månedens upcycling: I april indsamlede vi fx kugler fra roll on-deodoranter til kugledyner, som hjælper børn til at sove bedre.
- "Skraldeflytning": Ved flytning af afdelingen i 2018 fandt vi overskudsmøbler i regionens containere og undgik at købe nyt inventar.
- Færre papirkurve på kontoret: Det betyder færre plastikposer, lille gåtur til skraldespanden og bedre ergonomiske arbejdsforhold til rengøringspersonalet
- Skraldebingo: èn gang om måneden indsamler vi affald i området omkring regionshuset. Godt for fællesskab, sundhed og miljø.
- Mindre kørsel – mere video: Cisco-skærme opstillet i små møderum og udvalgte kontorer.
- Mindre madspild: Vi arbejder på en ordning, hvor kursister tilvælger, om de ønsker forplejning under kurser. Så vi fremover smider mindre mad ud.
- Salt og peber: Engangsemballage i frokoststuen er erstattet med salt og peber-sæt købt i genbrug.
- Byt til nyt: Montre i kaffestuen, med ting der ikke længere er i brug, men som en kollega, kan få glæde af.
Der opstår hele tiden nye ideer og med opbakning fra kolleger og ledelse, bliver de mange ideer også omsat til handling. I Center for kompetenceudviklings virksomhedsgrundlag er indskrevet, at vi understøtter FN's verdensmål.
Center for Kompetenceudvikling har hvert år kontaktflade til et meget bredt udsnit af medarbejderne internt i Region Midtjylland. Dertil kommer de eksterne kontaktflader i forbindelse med landsdækkende kursusudvikling og -udbud.
Med de mange synlige tiltag skaber vi opmærksomhed omkring, hvordan vi som offentlig institution med små midler kan bidrage til bæredygtighed. Små ting kan starte en bevægelse, der understøtter et større formål og mening. Således kobler vi handling til strategi, både i afdelingen og Region Midtjylland.
Bæredygtig afdeling skaber ikke alene sammenhæng på tværs i Center for Kompetenceudvikling, men vil også inspirere medarbejdere i andre afdelinger til at handle bæredygtigt – socialt, økonomisk og miljømæssigt.
Proces
Afdelingen havde indledningsvist temaet bæredygtighed på dagsorden ved et fælles medarbejderseminar i januar 2019. Her fik vi fælles viden om bæredygtighed – på socialt, økonomisk og miljømæssigt niveau. Det gav fælles terminologi og fokus på bæredygtig indsats i afdelingen.
Teamet, der planlagde seminaret fortsætter efterfølgende som bæredygtighedsgruppe, og afdelingens medarbejdere har i mindre arbejdsgrupper efter interesse og opgave beskæftiget sig med konkrete tiltag for at opnå en mere bæredygtig afdeling. Hele tiden med et dobbelt fokus på både fællesskab og nytteværdi.
Det er en løbende proces og et mind-set, som ikke har en afslutningsdato.