Borgersammensatte teams

Hver enkelt borger har selv mulighed for at ønske, hvilke af medarbejderne som vedkommende gerne vil have i sit team

  • Borgersammensatte teams

Problem
Løsningen er et led i at anerkende relationens betydning i samarbejdet, og at en tryg relation kan have stor mulighed for den enkeltes mulighed for trivsel og udvikling. Det er også en anerkendelse af, at vi som professionelle kan tilbyde forskellige faglige perspektiver, men at det er den enkelte, der er ekspert i sit eget liv. Endelig er det et opgør med 'one size fits all' og i stedet et forsøg på at kunne opbygge individuelle teams med de specifikke kompetencer, som den enkelte har brug for. Borgersammensatte teams giver også mulighed for at tilgodese, at det kan ændre sig undervejs, hvad der er brug for i teamet, så der er mulighed for løbende udskiftninger i teamet.

Løsning
Når man bor på et botilbud, kan de medarbejdere, som man samarbejder med, blive dybt involveret i den enkeltes privatsfære og have stor betydning for trivsel og udvikling. Banebyen, Vilhelm Ehlerts Allé (herefter 'Banebyen'), som er en del af Specialområde Autisme, har i en anerkendelse af dette besluttet sig for at organisere sin indsats markant anderledes end hidtil.

Banebyen er er et paragraf 107 og 108-tilbud målrettet 19 unge autistiske voksne. Fælles for målgruppen er, at de har komorbiditet fx i form af svær depression, svær OCD eller angstlidelser. En del borgere har desuden udfordringer ift. social isolation: Målgruppen har ofte i en længere periode været uden for samfundet og har ofte mistet troen på sig selv og muligheden for at få hjælp. Ofte har borgerne igennem længere tid været isolerede fra omverdenen og med eneste kontakt til omverdenen gennem forældrene.

Banebyen har tidligere været organiseret i tre ledelsesbestemte medarbejderteams med hver 5-6 medarbejdere og med 6-7 borgere tilknyttet, men hvor borgerne ikke har haft indflydelse på hvilket medarbejderteam, de har været en del af.

I foråret 2023 lavede Banebyen en markant organisationsændring og arbejder nu med det, som Banebyen kalder: 'Borgersammensatte teams'. Borgersammensatte teams betyder, at hver enkelt borger nu selv har mulighed for at ønske hvilke af medarbejderne, som vedkommende gerne vil have i sit team. Hver borger får dermed sit eget unikke team af medarbejdere, og Banebyen er derfor gået fra at have tre ledelsesbestemte medarbejderteams til at have 19 unikke teams svarende til de 19 beboere i Banebyen. Det betyder altså, at medarbejderne ikke længere er en del af et fast team, som samarbejder med en fast gruppe af borgere, men i stedet indgår i et eller flere forskellige teams, der er bygget op omkring borgernes individuelle ønsker og behov.

Proces
Vi er blevet inspireret af andre tilbud i socialpsykiatrien, som arbejder på lignende måde. Løsningen er primært blevet udviklet af ledelsen, men med løbende orientering af medarbejderne undervejs.

Oprindeligt var det tanken at starte med at implementere enkelte borgersammensatte teams som en slags prøvehandlinger og så løbende udrulle det til resten af huset. Det viste sig dog at være vanskeligt i praksis, og derfor besluttede vi i stedet at indføre det på én gang fra alle teams fra marts 2023.

Der har fra starten været stor opbakning til projektet fra både borgere og medarbejdere. Vi har været meget afhængige af denne velvilje, fordi det har været så stor en organisationsændring. Vi har samtidig med indførelsen af ændringen haft fokus på arbejdsmiljø og psykologisk tryghed i gruppen, hvilket er et vigtigt element i at få det til at lykkes. Vi har lært, at særligt mødestrukturen, ift. hvornår hver enkelt team skal mødes, har været en udfordring. Oprindeligt har hvert team selv skullet aftale, hvornår de skulle mødes. I praksis har mange dog mistet overblikket ift. dette, og der er brugt mange kræfter i hvert enkelt team på opgaven. Vi arbejder nu på en ny struktur, hvor møderne fastlægges af en arbejdstidsplanlægger for at sikre et fast rul. Det har også vist sig, at der er behov for lidt hyppigere, men til gengæld kortere møder, for at sikre opfølgning på indsatsen og de aftaler, der laves fra gang til gang.

Vi har fra begyndelsen brugt meget energi på at drøfte, hvordan vi skulle håndtere, hvis nogle medarbejdere blev fravalgt af borgerne. Dette har dog vist sig ikke at ske i praksis – i stedet er der medarbejdere, som er meget populære og som følge heraf kan opleve et stort arbejdspres. Vi arbejder med at sikre en god balance ift. dette. Herudover vælger beboerne primært ud fra, hvem de har en god relation til og i mindre grad ud fra hvilke (øvrige) faglige kompetencer den enkelte medarbejder kan tilbyde.

Vi arbejder på, hvordan vi i højere grad kan understøtte, at borgeren også kigger på kompetencer, når vedkommende ønsker, hvem der skal være en del af det enkelte team.
Skulle vi indføre borgersammensatte teams på ny, ville vi i højere grad i udviklingsfasen have involveret medarbejdere og borgere og i fællesskab arbejdet med, hvordan løsningen kunne tilpasses netop vores tilbud.

 


År   2024


Borgersammensatte teams
Kontakt

Udviklingskonsulent
Johanne Rørdam Svane
JOHSVA@rm.dk


Udviklingssted
Banebyen, SAU Vilhelm Ehlerts Allé, Specialområde Autisme, Socialområdet
Se mere


Top