HEADDDA - en 3D model til involvering af patienter i respirator

En 3D-printet model af et hoved, der viser de øvre luftveje, mund og svælg

Problem
Den 3D printede model af et hoved, vi har fået fremstillet på AUH´s 3D Printcenter, giver et enestående og på sin vis nytænkende supplement for den enkelte sygeplejerske på intensiv afdeling, i forhold til at forklare en kompliceret problemstilling for en meget syg patient i respirator.

Vi plejer at fortælle og nogle gange tegne, men har virkelig savnet at have et redskab, som kan tages med direkte ind til patienten. (Og de pårørende, de studerende, nyansatte i afdelingen, fysio- og ergoterapeuter,  læger fra andre afsnit m.fl.) Der findes andre anatomiske modeller eller nogle fremstillet af fx medicinalfirmaer, men de er ofte lidt skræmmende eller meget dyre og kan fx ikke intuberes. Denne model kan tilpasses i nye udgaver til lige præcis det vi skal bruge og til minimale omkostninger. 

Løsning
Jeg har opfundet og implementeret en 3D printet model af et hoved, der viser de øvre luftveje, mund og svælg, så vi kan vise, hvad det vil sige at være intuberet, altså koblet til en respirator. Jeg manglede noget lavpraktisk og håndgribeligt undervisningsmateriale, som kan tages med ind på patientstuen.

Mange patienter, der er indlagte på en intensivafdeling, er koblet til en respirator i kortere eller længere tid og kan derfor som udgangspunkt ikke tale eller spise. Det kan være svært at forstå, hvad man er tilkoblet af udstyr igennem halsen og ned i lungerne, og når man ikke kan tale, afhænger informationen og undervisning af sygeplejerskerne.

Vi bruger mange (lange) forklaringer, men ved at kunne bruge en model af et hoved, hvor diverse udstyr et sat på, kan vi meget bedre hjælpe patienten til at forstå, hvad han/hun er tilkoblet, og hvordan det virker. Modellen hjælper også patientens familie og pårørende til bedre at forstå, hvordan vejrtrækningen foregår, og hvorfor patienten ikke kan tale samt alle de sygeplejehandlinger, der er forbundet med respiratorbehandling.

Proces
Projektgruppen bestod af: Rebekka Haastrup, intensiv sygeplejerske Nord 2, AUH. Linette Thorn intensiv sygeplejerske Nord 2, AUH. Mads Emil Nielsen, klinisk ingeniør
(praktikant) 3D Printcenteret AUH. Joakim Lundtoft Lindhart, centerleder 3D Printcenteret AUH. Kristian Krogh, spec.læge i anæstesiologi, B og O 1, Nord AUH. Samt undertegnede Marianne Staats Heinesen, intensiv sygeplejerske Nord 2 AUH.

Der var x antal møder, hvor den 3D printede model blev tilrettet løbende, inden vi stod med et tilfredsstillende resultat.

I implementeringsfasen af løsningen greb vi til forskellige metoder. Kort sagt var det nok den nemmeste implementeringsproces, jeg har deltaget i gennem mine mange år som sygeplejerske, fordi alle kunne se meningen med modellen. Først blev den nye undervisningsmodel introduceret på både onsdags undervisning og sygeplejekonferencer med et mundtligt oplæg.

Derudover benyttede vi os af rollespil ud fra nogle cases, hvor sygeplejerskerne spillede hhv patient og sygeplejerske, og i et legende forum kunne prøve af, hvilke samtaler inddragelse af 3D-modellen i patientkontakten kunne afføde, og hvordan det kunne gribes an. Dette gav anledning til at besøge kommunikationsteorier og didaktiske teorier, i forhold til at kvalificere patientundervisning i afdelingen. Dette gav efterfølgende gode diskussioner som: "Hvor meget information kan en intensiv patient kapere?", " Hvordan skaber jeg ro omkring kommunikationen/skærmer patienten"? "Hvor skal jeg placere mig for at skabe kontakt?" osv.

Vi arbejder desuden med at finde gode løsninger for, hvordan patientundervisning bedst dokumenteres i EPJ, så vi kan skabe kontinuitet hos den enkelte patient.

 


År   2023


HEADDDA - en 3D model til involvering af patienter i respirator
Kontakt

Intensivsygeplejerske
Marianne Staats Heinesen
marsta@rm.dk


Udviklingssted
Intensiv Nord 2, Aarhus Universitetshospital sammen med 3D-printcentret på Aarhus Universitetshospital
Se mere


Top