No-Need-To-See forløb

En interaktiv behandlingsvejledning, der guider visiterende og behandlende læge i, hvilke patienter der kan udredes per brev, og hvem der skal indkaldes.

  • No-Need-To-See forløb

Problem
6% af befolkningen får årligt en CT skanning. 10% over 70 år vil have en binyretumor. Den aldrende befolkning og fortsatte stigning i anvendelse af billeddiagnostik giver øget forekomst, og vi må adressere dette populationsansvar.

Rationel anvendelse af ressourcer er en del af nøglen. Vi skal lave de undersøgelser, der giver diagnostisk afklaring.

Løsning
Formålet med No-Need-To-See forløbet er at skabe en interaktiv behandlingsvejledning (https://incidentaloma.shinyapps.io/incidentaloma/), der guider visiterende og behandlende læge i, hvilke patienter der kan udredes per brev, og hvem der skal indkaldes.

Christian Trolle, Afdelingslæge, Ph.D., har udviklet et 'No-Need-To-See forløb' og implementeret det i samarbejde med det endokrinologiske Team i Hospitalsenhed Midt. Forløbende er spredt til Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital i samarbejde med de endokrinologiske teams der.

Essensen er, at alle udredes med CT-skanning og blodprøver, som er guldstandarden, men kun bliver tilbudt en lægesamtale og lægeundersøgelse, hvis disse kan ændre på konklusionen fra skanningen eller blodprøverne. Til formålet er udviklet en digital interaktiv behandlingsvejledning, som rådgiver ud fra de blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser, som borgeren allerede har fået foretaget. Herved slipper borgeren for indkaldelse til en unødvendig ekstra lægeundersøgelse med der til hørende ventetid og sygdomsbekymring. Tiden til diagnose bliver kortere, da lægesamtalen ofte er en flaskehals, og patientinformationer kan gives mere standardiseret og fyldestgørende via brev.

No-Need-To-See patientforløbet bliver aktiveret ved tilfældige fund på binyren opdaget som led i anden skanning på hospitalet - for eksempel, hvis patienten er til undersøgelse for mavesmerter eller åreforkalkning omkring hjertet, som jo ikke har nogen relation til fundet på binyren. Hver enkelt henvisning vurderes individuelt, men er sagen helt enkel og viser hverken CT-skanning eller blodprøver tegn på, at der er noget galt, kan vi nu give borgeren afklaring ved at kigge grundigt i dennes journal.

Vi vil gerne se de rigtige patienter, men de borgere, som ikke fejler noget, vil vi ikke bekymre unødigt med nye sygdomsforløb og yderligere unødvendige undersøgelser. Ved No-Need-To-See patientforløbene opnår borgeren en hurtigere afklaring af de bifund i form af knuder på binyren, der er opdaget i forbindelse med en CT-skanning af et nærliggende organ. Borgeren oplever i mindre grad at blive sygeliggjort og får bedre og hurtigere information fra hospitalet. Samtidig får lægerne mere tid til at se de borgere, som har brug for behandling.

No-Need-To-See forløbene har siden september 2020 kørt i en prøveperiode på både Regionshospitalet Silkeborg og Regionshospitalet Viborg, og projektet blev leveret videre til Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital i 2021.

Foreløbige 1-års-data fra Hospitalsenhed Midt viser, at over 61% af alle borgere kan udredes per brev, dvs at 39% af alle lægekonsultationerne kan spares. Brevgruppen kendetegnes ved, at 50% indenfor 5 dage får svar om, om deres tumor er godartet, og at 50% er færdigudredt indenfor 34 dage. Dette skal sammenlignes med, at hos gruppen, der ikke kan udredes per brev, får 50% svar om deres tumor er godartet indenfor 45 dage, mens 50% er færdigudredt indenfor 73 dage.


Proces
Evidensgennemgang og herudfra en scientific value stream mapping.

Dernæst design af interaktiv behandlingsvejledning samt standardiseret patientinformation.

I processen deltog interessenter fra højt specialiseret enhed, regionshospitaler samt nationale behandlingsvejledninger. Tillige faggruppe interessenter specielt sekretærer.

Vi lærte, at en stor del af patienter kan diagnostisk afklares uden fysisk at møde op ved lægen.

Tillige har et vigtigt ben været højere kvalitet i samarbejdet med radiologisk, hvorfor der har været nært samarbejde med in-house radiolog.


Under arbejdet er der udviklet en statusartikel for området, hvor de specialeansvarlige endokrinologer i regionen samt radiolog har været inddraget for at sikre state of the art viden.


 


År   2021


No-Need-To-See forløb
Kontakt

Læge
Christian Trolle
christian.trolle@midt.rm.dk
6133 9269


Udviklingssted
Diagnostisk Center, Diabetes, Knogle og Hormonsygdomme, Hospitalsenhed Midt
Se mere


Top