Patienter med hoftenære lårbensbrud: Retur inden kl. 18.00 - mobilisering inden natten

Tidligere iværksættelse af mobilisering - for at tilgodese patientens præmisser

Problem
På Regionshospitalet Horsens blev 80,4% af patienterne i 2020 mobiliseret indenfor 24 timer. Dette betød at patienterne i gennemsnit blev mobiliseret 21 timer efter operationens start.

Erfaringen blandt medarbejderne på Ortopædkirurgisk sengeafsnit og Fysio- og ergoterapien var, at 1. gangs mobiliseringen ofte var placeret som en opgave i dagvagten. Derfor blev første gangs mobiliseringen ofte først startet lige inden der var gået 24 timer fra operationens starttidspunkt. Det sene mobiliseringstidspunkt havde konsekvenser for om der kunne opnås målopfyldelse, idet patienten ofte havde behov for flere forsøg til mobilisering.


Løsning
Patienter retur inden kl. 18.00 skal mobiliseres inden natten!

Til det daglige tværfaglige morgenmøde mellem plejepersonale og Fysioterapeuter drøftes følgende:


  • Hvilke patienter skal opereres her til formiddag for hoftenær lårbensbrud?
  • Hvilken fysioterapeut og plejepersonale er ansvarlig for at samarbejde om koordinering af mobilisering og hjælpemidler?
Koordinator for fys og plejepersonale dokumenterer i anywhere ”Mob < natten” under note 

Terapeut ansvar:


  • Finde hjælpemidler frem før eller efter OP
  • Starte 1. mob. < kl. 15.30
  • Viderebringe besked til aftensvagt omkring udvalgte patienter der skal mob. < natten
  • Medansvarlig for dokumentation / reg. af tidlig mobilisering i EPJ
Plejepersonale ansvar:


  • Give besked til terapeut når patienten er retur fra opvågning
  • Medansvarlig for tidlig mobilisering af udvalgte patienter mellem kl. 07.00-23.00
  • Medansvarlig for dokumentation / reg. af tidlig mobilisering i EPJ
Forbedringsgruppens mål var at 1.gangs gangs mobiliseringen i højere grad blev et tværfagligt ansvar imellem plejepersonalet og terapeuterne, samt at mobiliseringen blev iværksat tidligere i forløbet for at tilgodese patientens præmisser


Flere studier viser sammenhæng mellem tidlig mobilisering og et positivt resultat, ift. gangfunktion, udskrivelsesdestination, indlæggelsesvarighed, komplikationer og mortalitet (LKT projektbeskrivelse).

Den tidlige mobilisering er med til at forebygge alvorlige postoperative komplikationer såsom tryksår, lungebetændelser, blodpropper, forstoppelse og lign.


forbedringsideen er således med til at understøtte patienternes postoperative sikkerhed under indlæggelsen. Samtidig åbner kvalitetsforbedringen op for at der er mere tid til at tage hensyn til patientens behov i forbindelse med den første mobilisering. Ved at det første forsøg startes tidligere i forløbet er der mulighed for flere forsøg indenfor de 24 timer (kvalitetsmål).

Medarbejderne har dermed med den nye arbejdsgang mulighed for i højere grad at iværksætte tiltag, der kan afhjælpe patientens gener/symptomer og problemstilling i forbindelse med mobiliseringen.






Proces
Kvalitetskoordinator og specialeansvarlig sygeplejerske deltog i det virtuelle afsluttende LKT seminar for hoftenære lårbensbrud. Her præsenterede sygehus Lillebælt et forbedringsprojekt omhandlende tidlig mobilisering af patienter med hoftenære lårbensbrud. Forbedringsløsningen var at patienter retur fra opvågningen inden kl. 18.00 skulle mobiliseres inden natten. Forbedringsideen havde haft en signifikant betydning for målopfyldelsen af det nationale kvalitetsmål: 90 % af patienter med hoftenært lårbensbrud skal mobiliseres indenfor 24 timer efter operation.

Kvalitetskoordinator og specialeansvarlig tog initiativ til at etablere en forbedringsgruppe sammensat af repræsentanter fra Ortopædkirurgien og Fysio- og ergoterapien. Ansvaret for afprøvning og implementering har været et delt ansvar imellem de to organisationer. Forbedringsgruppens repræsentanter har fungeret som acceleratorer for prøvningen og har været drivkraften bag afprøvningen og implementeringen. Samtidig var der stor velvillighed fra medarbejderne i klinikken da alle så et behov for forbedring af de eksisterende aftaler og arbejdsgange. Dette betød at den nye forbedringside havde en positiv modtagelse blandt medarbejderne. Afprøvning og implementering af forbedringsideen er blevet løftet i flok blandt medarbejderne i begge organisationer, da formålet var tydelig for alle og gav mening i den kliniske hverdag.


 


År   2021


Patienter med hoftenære lårbensbrud: Retur inden kl. 18.00 - mobilisering inden natten
Kontakt

Kvalitetskoordinator
Anne-Mette Viberg Sørensen
anvije@rm.dk
7842 7210


Udviklingssted
Ortopædkirurgien og Fysio-og ergoterapien, Regionshospitalet Horsens
Se mere


Top