Raspberry Pi

At erstatte standard stationære PC'ere med Raspberry Pi computere. Raspberry Pi er en ekstremt billig computer, som samtidig er meget lille.

  • Raspberry Pi

Problem
Ønske om at spare penge, strøm og plads.

Løsning
Netop i et Citrix-miljø, som Region Midtjylland benytter, er det indlysende at benytte Raspberry-computere.

En Raspberry kan bruges i forbindelse med alle de programmer, som RM-IT har publiceret på Citrixplatformen, dvs. EPJ, MS-Office, LIbreOffice, Intranet osv., ligesom alle netværksprintere kan tilsluttes.

Prisen for en Raspberry er 318 kr (i den version, som jeg har aftestet), dvs. over 11 gange billigere end en standard stationær FIP-PC. En Raspberry indeholder ingen bevægelige dele og er dermed både meget robust og samtidig fuldstændig lydløs, den udleder ingen varme, den bruger ca. 50 gange mindre strøm end en standard FIP-PC, og er meget pladsbesparende. Der skal ikke indkøbes dyre PC-beslag; en Raspberry kan f.eks. fastgøres bag på PC-skærmen. Den kræver heller ingen selvstændig strømforsyning, men kan strømforsynes enten via en af skærmens USB-udgange eller via PoE (dvs. via netværkskablet).

Raspberry Pi er fuldkommen lydløs, hvilket er en stor fordel i storkontorer, hvor mange PC'ere summer. Desuden udleder den ingen varme, hvilket bidrager positivt til arbejdsmiljøet, særligt i varme perioder af året. Og sidst, men ikke mindst – i disse klimatider: Både fremstillingen og driften af en Raspberry-computer afsætter et væsentligt mindre miljømæssigt fodaftryk end en traditionel stationær PC.   

Proces
Jeg blev inspireret af en af vores overlæger, som havde anskaffet en Raspberry, godt nok til andet formål. Jeg har, både i kraft af min uddannelse og min erfaring med it, derefter undersøgt potentialet i teknologien, afprøvet forskellige konfigurationer og har grundigt aftestet Raspberry'en. Herved har jeg kunnet se mulighederne og det store potentiale i teknologien. 

Forskellige testscenarier er afprøvet: Kan Raspberry'en afvikle alle programmerne i FIPportalen? Ja. Kan Raspberry'en afvikle programmerne i MS-Office pakken? Ja. Er det muligt at udskrive til de sædvanlige netværksprintere? Ja. Virker sesionsflytning? Ja. En Rasberry computer starter desuden hurtigere end en PC: Et gennemsnit over 5 sammenlignende målinger viser, at en tilfældig udvalgt PC bruger 2:09 minutter fra den bliver tændt, til den er klar til at logge på. Samme måling med en Raspberrycomputer giver et resultat på 38 sekunder. 

 


År   2019


Raspberry Pi
Kontakt

Civilingeniør
Niels Estrup Andersen
nilane@rm.dk
7841 9010


Udviklingssted
Regionshospitalet Hammel Neurocenter

Top