Når den gravide med graviditetsbetinget sukkersyge, GDM, kommer til kontrol i Klinik for Gravide foregår scanningen og lægesamtalen på den samme stue, fordi der er en sonograf sammen med obstetrikeren.
Problem
Før denne løsning blev startet skulle den gravide først til scanning ved sonograf i Ultralydsklinikken, hvorefter hun skulle gå til Klinik for Gravide mhp. lægesamtalen. Scanningens resultat har betydning for udfaldet af samtalen med lægen. Der var ofte ventetid mellem scanningerne, og kvinderne/parrene endte med at bruge meget tid på et besøg, der reelt set ikke behøver mere end 30 minutter. Derudover kunne de gravide få usammenhængende informationer, fordi sonografens konklusion på scanningen ikke tog højde for andre faktorer som fx blodsukkerniveauer og vægtøgning, som lægen medtager i den endelige konklusion.
Løsning
Når lægen og sonografen er sammen om undersøgelsen, deles der automatisk viden mellem de to fagpersoner og deres vinkel på undersøgelsen. Således styrkes begges faglighed. Den gravide oplever fagpersonerne som en sammenhængende ressource. Derudover er der blevet 'kortere afstand' mellem Ultralydsklinikken og Klinik for Gravide. Personalet kender hinanden bedre og har fået mere indsigt i hinandens arbejdsgange.
Proces
Processen starter med, at der er gravide, der klager over ventetid og over fejl/forvirring i informationerne fra skanningsfund og den samtale lægen har med dem efterfølgende.
Personalet bliver optaget af at rette fejl eller forsvare, hvorfor vi gjorde sådan og sådan, og så får vi idé med, at kvinden skal til konsultation "samme-tid-samme-sted" og dermed, at personalerne mødes om hende.
Vi går i gang med at tæller skanningstider, lægetider og regne på tidsforbrug og opgaver, og så er det ikke svært at tage beslutningen. Det var dog svært at formidle det til personalet, men det lykkedes.
Vi har valgt, at vi også kobler sonografen med vores uddannelseslæger, således at flere skanninger varetages på uddannelseslægestuen. Undervisningsdelen fra sonograf til uddannelseslægen er supervigtig og evalueres rigtig godt af lægerne. De bliver dygtigere til at skanne, når de gennem hele deres uddannelsesforløb undervises/superviseres i at skanne. Beslutninger vedr. kvinders graviditet (skal der ske indgreb, afventning, er det ukompliceret eller ...?) afhænger i høj grad af skanningsfund. Derfor er det vigtigt, at lægerne, der arbejder sig ind i specialet, lærer det bedst muligt.
Vicechefjordemoder
Marianne Raundal
marianne.raundal@rm.dk
2026 1615