Tværsektoriel medicin-intervention for patienter i overgang mellem hospital og almen praksis

En farmaceut i en delt ansættelse mellem Regionsapotek og almen praksis

  • Tværsektoriel medicin-intervention for patienter i overgang mellem hospital og almen praksis

Problem
Flere borgere lever med flere konkurrerende lidelser og behandles af forskellige specialister i forskellige sektorer.
Tidstro og opdateret viden om borgerens medicinske behandling er fundamental for såvel den praktiserende læge som for hospitalet.

I en travl hverdag, og når behandlingsansvaret flyttes på tværs af sektorer, er der risiko for, at informationer går tabt, og for at borgeren får et usammenhængende medicineringsforløb. Vores sundhedssystem er silo-opdelt, og ingen har fokus på, hvad der sker med borgerens medicinering i mellem de to sektorer eller har fokus på, om borgeren er godt nok rustet til at tage hånd om sin medicin derhjemme.

Hospitalsfarmaceuter er en velintegreret samarbejdspartner for lægerne på hospitalerne. Ved at introducere farmaceuter i sektorovergangen og i almen praksis, kommer der øget fokus på borgerens medicinering.

Dette kan være med til at forhindre medicineringsfejl, og har potentialet til at forbedre borgerens egenmestring og undgå genindlæggelser.

Løsning
Sundhedsvæsenet er udfordret af en hastigt voksende gruppe af patienter med komorbiditet og polyfarmaci. Lægemiddelrelaterede problemer i tværsektorielle overgange ses ofte, hvilket kan være forbundet med ubehag for patienten, død og/eller øgede omkostninger.

En tværsektoriel intervention med en farmaceut i en delt ansættelse mellem Regionsapotek og almen praksis blev udviklet og afprøvet - først hos Lægefællesskabet Grenå og sidenhen i yderligere tre almen praksis klinikker i Norddjurs klyngen.

Farmaceuten var fysisk tilstede i almen praksis 1-2 gange ugentligt. Interventionen omfattede medicin-afstemning, opdatering af FMK for patienter henvist til hospitalet; og medicingennemgang, oversigt over medicinændringer og opfølgende telefonopkald til udskrevne patienter.

Den delte ansættelse gav adgang til sundhedsjournaler i begge sektorer, og dette viste sig at være en stor fordel og et vigtigt værktøj i identifikation og opløsning af de lægemiddelrelaterede problemer.

Læs mere om projektet i disse publicerede artikler:
https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/20420986231159221
https://journals.sagepub.com/doi/10.1177/20420986231213714 

Proces
Projektet blev indledt med en grundig afdækning af problemets omfang - lægemiddelrelaterede problemer i sektorovergange set fra forskellige synsvinkler. Således blev både patienters, almen praksis' og hospitalets syn på problemet undersøgt via interview, observationer og journalaudit. Desuden blev der lavet en litteratursøgning efter tidligere studier om tværsektorielle interventioner.

Interventionen blev sidenhen udviklet gennem samskabelse mellem farmaceuter, praktiserende læger, hospitalslæge og sygeplejerske.

Interventionen blev indledningsvis afprøvet i en stor lægepraksis, Lægefællesskabet i Grenå. Sidenhen blev interventionen afprøvet i yderligere 3 klinikker af varierende størrelse, herunder også i solopraksis, for at undersøge om interventionen giver ligeså meget mening i en mindre praksis.

Alle var positive omkring interventionen og var enige i, at det tværsektorielle felt giver mange udfordringer.
Den økonomiske finansiering af ydelsen var den største barriere. Så vidt vides er der ingen økonomisk model for, hvordan tværsektorielle ydelser kan finansieres.

Ydelsen er derfor endnu ikke yderligere implementeret.

Undervejs lærte vi, at udskrivelsesprocessen og det tværfaglige felt er komplekst - og der er mange faldgruber.

Budskaberne fra Robusthedskommissionen bekræftede os i, at vi med dette projekt havde fat i noget af det rigtige.
I fremtidens sundhedsvæsen vil det komme borgerne til gavn, hvis såvel de faglige som de geografiske siloer kan nedbrydes.

Kombinationsstillinger/delestillinger på tværs af sektorer vil være med til at bringe faglighed nærmere borgeren. Ofte er det faggrupper som læger og plejepersonale man taler om. Men hvorfor ikke også bringe lægemiddelspecialisterne/farmaceuterne mere på banen?

 


År   2024


Tværsektoriel medicin-intervention for patienter i overgang mellem hospital og almen praksis
Kontakt

Farmaceut
Charlotte Arp Sørensen
chrlsoer@rm.dk
5185 0194


Tværsektoriel medicin-intervention for patienter i overgang mellem hospital og almen praksis
Kontakt
Farmaceut

Linda Jeffery
lindjeff@rm.dk
2487 8134


Udviklingssted
Regionsapoteket
Samarbejdspartnere

Regionshospitalet Randers, Lægefællesskabet Grenå og Forskningsenhed for almen praksis, AU


Se mere


Top