Problem
I 2018 blev der udarbejdet et koncept for oplæringsstillinger for sygeplejersker på Medicinsk sengeafsnit 1 RHH, som et af flere tiltag for at sikre rekruttering og "fastholdelse" af sygeplejersker. Tiltaget kørte i en periode som en prøvehandling, men konceptet udbredes nu til flere afdelinger på hospitalet. Initiativet opleves som en stor succes, men det er meget tidskrævende at have overblikket over alle sygeplejersker i stillingerne vha. "håndholdte" systemer.
Løsning
Afsnittet ønsker således at bringe konceptet til næste niveau og fortsat være "first mover" på området via innovative løsninger til effektivisering af de administrative arbejdsgange omkring håndtering af forløbene. Desuden er ønsket at udbygge konceptet med eksempelvis digitalisering af kompetencevurdering med et system, der er uafhængigt af tid og sted. Systemet forventes at kunne give både den enkelte sygeplejerske, afdelingssygeplejersken, introduktionssygeplejersken og udvalgte mentorer mulighed for at se fremdriften i forhold til læringskurver og kompetencer og dermed større mulighed for individuel tilpasning, gennemsigtighed og inddragelse.
Nærværende projekt fungerer som et pilotprojekt ift. et kommende projekt, hvor man ønsker at undersøge, om oplæringsstillinger bidrager til endnu mere kvalitet i patientplejen og om tiltaget har positiv betydning for patient-outcome. Desuden er det også ønsket at kunne fortsætte og udbrede systemet til andre afdelinger og måske hospitaler, hvis det lever op til forventninger.
Formålene med projektet er:
- At teste om man kan udbygge konceptet omkring oplæringsstillinger til også at indeholde eksempelvis kompetencevurderingsmetoder til konkret vurdering af den enkelte sygeplejerskes forståelse af udvalgte kliniske procedurer.
- At undersøge om det er muligt at understøtte kompetenceudviklingen ved digitalisering af processer, der ligger i konceptet for oplæringsstillinger via et IT-system.
- At vurdere om IT-systemet giver mulighed for udtrækning af data omkring en samlet gruppe sygeplejersker i oplæringsstillinger på et aggregeret niveau, for således på sigt at kunne bidrage med evidens i forhold til effekt af oplæringsstillinger på patientniveau.
Proces
Mål:
- At udbygge indholdet til den digitale "platform" i forhold til at gøre det lettere og mere overskueligt at administrere oplæringsstillinger, således at der kan skabes overblik over den enkelte sygeplejerskers aktuelle kompetenceniveau
- At afprøve IT-systemet i forhold til anvendelighed i forhold til administrationen af oplæringsstillinger
Succeskriterier:
- At der skabes et bedre overblik og mere transparens for den enkelte sygeplejerske og de mentorer, der er tilknyttet vedkommendes forløb
- At de administrative opgaver forbundet med håndtering af processerne bag oplæringsstillingerne reduceres
- At der skabes ny viden i forhold til mulighed for digitalisering af processer omkring oplæringsstillinger
Aktiviteter:
I forberedelsesfasen er det tanken, at indholdet i oplæringsstillingerne skal udbygges yderligere, dels ved udarbejdelse af supplerende materiale, der understøtter den teoretiske kompetenceudvikling, dels med udviklings af tests, der kan vurdere de konkrete færdigheder og vidensniveau. Det handler altså om en udbygning af indholdet til IT-læringsplatformen.
Herefter skal der uddannes superbrugere (introduktionssygeplejersker, udviklingssygeplejersker m.fl.), som dels selv skal bruge systemet, dels skal oplære sygeplejersker i oplæringsstillinger i systemet, dels skal trække data fra systemet.
Dernæst kommer testfasen, hvor systemet anvendes i den daglige kliniske praksis og der løbende monitoreres i forhold til de opstillede succeskriterier.
I den sidste fase gennemføres den samlede evaluering og rapportering.