Eksistensgruppen er en samtalegruppe, hvor der faciliteres en samtale om stort og småt for borgere med Huntington
Problem
Borgeren på Tangkær HS begyndte at have mere og mere socialt med hinanden, og også drøfte eksistentieller problemstillinger i forhold til deres sygdom og livet med HS.
Tidligere havde borgerne primært ført disse drøftelser med personalet, og ikke så meget indbyrdes. Derfor opstod der et behov for en struktur for disse drøftelser. Struktur skal ikke forstås som "styret" med dagsorden mv. Men som et fortroligt rum, tilegnet disse drøftelser.
Så løsningen adresserer behovet for et fortroligt rum for borgernes drøftelser.
Det er også værd at bemærke, at behovet er kommet fra borgerne, og ikke "top down"
Løsning
Tangkær HS er det eneste regionale bosted for borgere med HS (Huntington) i Danmark. Der er opbygget en stor specialviden omkring behovene for målgruppen. For borgere med HS er der mange eksistentielle tanker omkring liv og død, og ofte også overvejelser omkring selvmord eller aktiv dødshjælp. Eksistensgruppen er en samtalegruppe, hvor der faciliteres en samtale om stort og småt. Både de små glæder i hverdagen, og frygten for at blive mere syg og dø. Gruppen mødes en gang om måneden 1 time til 1½.
Borgerne på Tangkær HS har fået et rum, der er deres. Hvor de har mulighed for at tale om det, de har på hjertet. Evalueringen af projektet viser tydeligt, at det giver værdi for borgerne. De får mulighed for at ventilere. De får en bedre indsigt i deres medbeboeres sjæleliv. De får slået en sløjfe på deres liv, inden de skal forlade det. Men vigtigst af alt: Så lever de alt de liv, de har tilbage - fyldt med oplevelser og de mennesker, de holder af.
Gruppen har deltagelse af leder fra Tangkær HS, specialområdets sekretariat og en ekstern facilitator. Løsningen har bidraget til en større forståelse af borgerne, og bidraget til at sekretariatet i højere grad forstår Huntington HS borgere.
Løsningen har bidraget med en øget livskvalitet hos borgerne. Det viser evalueringen af projektet. Der har netop været det første dødsfald på Tangkær HS efter eksistensgruppen startede op. Her var billedet også klart, at det var et bedre forløb, fordi borgeren havde haft mulighed for at slå sløjfe på livet igennem eksistensgruppen.
Borgernes mulighed for at ventilere i eksistensgruppen bidrager til et bedre arbejdsmiljø og en bedre arbejdsplads for medarbejderen på Tangkær HS
Proces
Det første trin i processen var at finde den helt rigtige facilitator der kunne forløse gruppen.
Da denne var fundet, var der en iterativ proces, hvor man afviklede et møde i gruppen, og derefter evaluerede på hvad der fungerede og hvad ikke fungerede. På den måde fremkom den endelige model.
Modellen bærer primært præg af blot at være et skelet rundt om borgernes behov.
Læringen undervejs var bl.a. at man nogen gange skal sidde på hænderne og ikke gøre noget. Samt at nogen gange skal man blot være stille sammen. Det har også en værdi.
Afdelingssygeplejerske
Heidi Møller-Lund
heidme@rm.dk