Forløbsbaseret tværfaglig dokumentation

Evaluering og udvikling af dokumentationspraksis ved at reducere antal standardplaner, dokumentere i samme aktiviteter på tværs af afsnit og specialer, genbruge data, skabe overblik og udnytte nuværende funktionalitet i MidtEPJ.

  • Forløbsbaseret tværfaglig dokumentation

Problem
Vi fandt, at der blev dokumenteret rigtig meget på nogle forholdsvis raske patienter i korte forløb, hvor hver personalegruppe dokumenterede de samme ting flere gange. Ligeledes blev dokumentationen en form for tjekliste for den enkelte, mere end dokumentation. Dette gjorde vores dokumentation meget uoverskuelig og kunne give nogle utilsigtede hændelser. Det var svært at genfinde data, bevare et overblik over patienten, og der blev dobbeltdokumenteret med risiko for fejlregistreringer.

Løsning
Animationsfilm om forløbsbaseret tværfaglig dokumentation: https://region-midtjylland.23video.com/secret/96145410/b109fc53575476c7298d36fdbc2e4f24


Formålet er at evaluere og udvikle dokumentationspraksis ved at reducere antal standardplaner, dokumentere i samme aktiviteter på tværs af afsnit og specialer, genbruge data, skabe overblik og udnytte nuværende funktionalitet i MidtEPJ.

Projektet tager udgangspunkt i Robusthedskommissionens anbefalinger om, at uhensigtsmæssig dokumentation skal nedbringes og dokumentation, som ikke giver værdi skal reduceres, skæres bort eller løses smartere.

VIVE har på baggrund af Robusthedskommissionens anbefalinger udarbejdet en rapport, hvor det fremgår, at uhensigtsmæssig, besværlig og meningsløs dokumentation bør fjernes.

Kortlægningen af dokumentationspraksis har givet centeret et exceptionelt overblik og gennemsigtighed for, hvor nuværende dokumentationspraksis med fordel kan aflæres og dermed sætte en ny standard for at genbruge og genfinde data.

På sigt er målet, at de sammensatte aktiviteter sparer tid, strukturerer journalføringen, skaber overblik på tværs af afsnit, specialer og tværprofessionelt for at sikre høj patientsikkerhed. De tilpassede aktiviteter i patientforløbene bliver et hjælperedskab for sundhedsfaglige, dokumentationen bliver stringent og kan bedre involvere patienter og pårørende, så vigtige informationer ikke går tabt under det enkelte patientforløb. Et arbejde, som allerede pågår rundt omkring i de forskellige afsnit med udgangspunkt i den tværfaglige dokumentationsgruppes arbejde.

Proces
Vi startede med en tværfaglig dokumentationsgruppe med deltagelse af narkosesygeplejerske, fysioterapeut, operationssygeplejerske, kliniksygeplejerske, opvågningssygeplejerske, sygeplejerske fra sengeafsnit, lægesekretær (EPJ superbruger) samt klinisk sygeplejespecialist og undertegnede, som er sygeplejerske, sekretær og forbedringsvejleder.Vi sammensatte nogle arbejdsfællesskaber, som med post-it kortlagde patientens gang. Sammensætningen med nogle kendte for forløbet og nogle fra anden del af patientforløbet (en kritisk ven). Vi har afholdt møde med kvalitets- og dokumentationsansvarlige overlæger vedr. deres dokumentation også.

Efterfølgende fokus på og en snak om, hvad den næste i forløbet har brug for af data. Vi har haft møde med vores ledelse og refereret til vores Råd for Kvalitet og forbedring undervejs. Der har været meget snak om, hvad vi skal dokumentere, der er meget, som skal aflæres, og senest har vi været medvirkende til, at der laves et paneldebat med deltagelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, jurister og Kvalitetsafdelingen i HE Midt.

Vi har erfaret, at det tager lang tid at aflære, og at der er skepsis overfor, om det er ok kun at dokumentere afvigelser.

 


År   2024


Forløbsbaseret tværfaglig dokumentation
Kontakt

Sygeplejerske
Ditte Kristensen
ditte.kristensen@midt.rm.dk
7841 6226


Udviklingssted
Center for Planlagt Kirurgi, Hospitalsenhed Midt
Se mere


Top